Michael BubléRBCMcIntyreThe 1975
MENU
Michelle Gurevich

Michelle Gurevich

Den canadiske singer-songwriter Michelle Gurevich, der tidligere har udgivet musik under kunstnernavnet Chinawoman, har netop udgivet sit nye album Exciting Times. Hendes seneste koncert i Danmark var udsolgt, og til foråret vender hun tilbage til VEGA med en koncert 20. maj.


Michelle Gurevich bevæger sig mellem grandiose temaer og slående ærlighed. Hendes sange er sentimentale, tragiskkomiske melodier, der folder sig ud i et skyggefyldt glamour-univers. Gurevich har tidligere udgivet tre albums under navnet Chinawoman, som hun i 2016 valgte at genudgive under sit borgerlige navn. Hendes nye femte album Exciting Times er netop landet, og i 2019 kan sangerinden således igen opleves på dansk jord med nyt materiale.


Som datter af en tidligere russisk ballerina og en ingeniør fra Leningrad, er Michelle Gurevich vokset op med gamle Sovjet-plader og 70’er-albums – referencer der også høres i hendes egen musik. Hendes lyd er ofte blevet sammenlignet med navne som Nico og Leonard Cohen, og sangstjerner fra sovjettiden som Alla Pugacheva og Tanita Tikaram. Det musikalske univers er dekadent, dramatisk og oprigtigt, båret af vintage keyboards, synthede guitarstrenge og Garevichs humørsyge vokal.


Denne særlige kombination af referencer, har gjort hende særligt populær i byer som Istanbul, Berlin, Warszawa og Athen, hvor Gurevich har skabt en niche der inkluderer Østeuropæisk diaspora, den berlinske queer-scene og alle dem med smag for melodramatiske ballader af Charles Aznavour, Zeki Müren og Lucio Dalla. Nu er det igen Københavns tur til besøg fra den karismatiske sangerinde, når hun på ny indtager VEGA 20. maj.

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
Michelle Gurevich
20. maj 2019
VEGA
København