Hayley Westenra giver koncert i Danmark
New Zealandske Hayley Westenra med den sensationelle stemme giver koncert i Koncerthuset med band og strygerkvartet 22. april.
Der er noget særligt over Hayley Westenra’s stemme. Det er ikke bare en smuk stemme. Det er en stemme, man bliver bevæget af, fordi man mærker den kommer fra en kvinde, der har følt alt - kærlighed, glæde, vrede, fortvivlelse - hele spektret og lidt til.
Hendes stemme blev første gang verdenskendt da debutalbummet ’Pure’ gik nummer 1 i 2003, da hun kun var 15. Nu er Hayley 23, og hendes stemme har fået endnu mere erfaring og gennemslagskraft.
’Pure’ blev det hurtigst sælgende internationale debutalbum i historien på den britiske klassiske hitliste. De efterfølgende album ’Odyssey’ (2005), ’Treasure’ (2007), ’River of Dreams: The Very Best of Hayley Westenra’ (2008) og Paradiso (2011) – sikrede hende det internationale gennembrud med mere end fire millioner solgte eksemplarer på verdensplan til dato.
Hayley har sunget for berømtheder som George W. Bush og Tony Blair, og har været personlig ’sangfugl’ for den engelske dronning. Hun har også optrådt ved mange prestigefyldte sportsbegivenheder, herunder fodbold (FA Cup Finale), Baseball (MLB i USA) og rugby, hvor hun stolt synger New Zealands nationalhymne til støtte for sit elskede hold All Blacks.
Se mere her: http://www.hayleywestenra.com



