MENU
Father John Misty

Father John Misty

Med fremragende anmeldelser fra årets Northside Festival og et nyt album i bagagen vender den amerikanske sanger og sangskriver, Father John Misty, tilbage til Danmark dette efterår, hvor han giver koncert i Forum Black Box 10. november. 

”…en entertainer på toppen af sit spil, der lægger et upåklageligt sæt ned for et medlevende publikum” Gaffa - *****

Josh Tillman aka Father John Misty imponerede i Ådalen, da han gæstede Northside Festival, hvor han bjergtog et veloplagt publikum med nye såvel som gamle sange fra sit yderst veldrejede bagkatalog.

”…med en veltrimmet, kompakt setliste, der delte sol og vind fornuftigt mellem nytilkommeren i Tillmans diskografi og ældre guldklumper i sangskatten, charmerede Father John Misty effektivt det aarhusianske publikum til en kollektiv, blødknæet bævren” Soundvenue - *****

Father John Misty udgav 1. juni sit fjerde studiealbum God’s Favorite Customer, som han følger op med en tour, der bringer ham til Europa og blandt andet byder på et glædeligt gensyn med København.

“A beautiful, illuminating masterpiece… One of the greatest modern songwriters.” NME –***** 

Et særligt harmoniøre og en sjælden evne for balancering af alvor og ironi gør Father John Misty til en markant skikkelse i dagens musiklandskab: som selvudleverende crooner med humor er Father John Misty et barokt bekendtskab udi passion og desillusion. 

Father John Misty er en populær herre i Danmark, hvor han tidligere har prydet festival-plakater og spillet koncerter for udsolgte sale i blandt andet VEGA og Falconer Salen. Og til efteråret tryllebinder Father John Misty atter med sin honningdryppende vokal og dragende musikalske indlevelsesevne i København, når han rykker ind i Forum Black Box. 

Vi opfordrer til at man benytter de officielle salgssteder, når der skal erhverves billet til et af vores arrangementer. Vi kan kun garantere for billettens ægthed, hvis den er købt igennem et af disse officielle salgssteder.
Father John Misty
10. november 2018
Forum Black Box
København
Support: Bedouine